DM2009
DM2009
HFK dominerer herrekården
Hellerup Fægte-Klub har fået et solidt greb om herrekården.
I den individuelle konkurrence satte Hellerup fægtere sig på alle de medaljegivende pladser. Den præstation gjorde klubben efter i dagens holdkonkurrence.
10 hold i alt stillede op til dagens strabadser, som bød på den tætteste finale i mange år. Hellerups første og andet hold (HFK 1 og HFK 2) fægtede op til deres seedning og mødte hinanden i en meget spændende finale. Kampen bølgede frem og til tilbage og ingen af holdende kunne vide sig sikre på sejren før det sidste touché var sat.
Første kamp var en gentagelse af gårsdagens finale mellem Frederik von der Osten og Phillippe Jørgensen. Frederik fortsatte hvor han slap dagen før og bragte sit hold foran 4-1. I de efterfølgende kampe bølgede stilling lidt frem og tilbage, men HFK 1 (David Bonde, Frederik von der Osten, Mads Eriksen og Hans von der Osten) holdt HFK 2 (Phillippe Jørgensen, Patrik Jørgensen Nicolai Barding og Carl Johan Hansen) bag sig.
Men i Phillippes kamp mod Mads Eriksen vendte kampen 180 grader. Phillippe satte 12 træffere og med kun fire fra Mads’s side vendte Phillippe kampen til en føring på fire point.
Den næste kamp endte uafgjort og så skulle Mads Eriksen op mod Nicolai Barding. Kampen startede skidt for Mads med et straftouché for en manglende skrue i kårdespidsen. HFK 1 var derfor bagud med fem træffere inden kampen reelt var gået igang. Ingen ved hvad der herefter gik af Mads Eriksen, men han fægtede som lyn og torden og vendte kampen endnu engang med 12 træffere mod Nicolai Bardings fem. HFK 1 var således foran med tre point inden de sidste to kampe. Her udbyggede Frederik von der Osten først føringen til fem point, hvorefter David Bonde og Phillippe Jørgensen skulle sætte punktum for en lang DM weekend.
Phillippe Jørgensen var i sagens natur tvunget frem og med de sidste to års forholdvis klare sejre over David Bonde i den individuelle konkurrence, kunne David ikke vide sig for sikker. Men David Bonde har været i denne situation mange gange før, og ved lige præcis, hvordan sådanne holdkampe skal køres hjem. Sidste kamp blev en højintensiv affære, der ente med cifrene 16-15 til Phillippe, men det var David der til sidst kunne sætte punktum og lukke kampen 45-41.
Derved vinder Hellerups garvede veteranhold atter mesterskabet - nummer otte i træk.
HFK 1 og HFK 2 vandt i deres semifinaler over henholdsvis HFK 3 og Fægteklubben Mahaut som derfor skulle fægte om trejdepladsen. Her viste det unge HFK 3 (Alexander Egelund, Troels Robl, Mathias Wiegell og Lars Robl) sig at være rigtig stærkt fægtende og hev en forholdsvis overbevisende sejr i land.
På den måde satte Hellerup Fægte-Klub sig på alle tre podiepladser i holdkonkurrencen og derved også alle podiepladserne i herrekårde konkurrencerne.
Billeder: Øverst vinderholdet HFK 1: Hans von der Osten, David Bonde, Mads Eriksen og Frederik von der Osten.
Herunder, HFK på alle tre podiepladser og Alexander Egelund i nærkamp med Jacob Esbensen.


søndag den 10. maj 2009